Tilbage

Artikel

233 dage siden

Spilreklamenævn skal agere vagthund over ulovlige spilreklamer

Spilbranchens aktører er gået sammen om et nævn, der skal behandle klager over reklamer fra spiludbydere. Navnet bliver Spilreklamenævnet, og nævnet får hjemme hos erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen HORESTA. 

Det bliver nu muligt at klage over reklamer fra spiludbydere til en officiel instans. Det sker på Spilbranchens initiativ, og målet er at bevæge branchen i en mere ansvarlig retning. Spilbranchen blev i sommeren 2019 enige om et adfærdskodeks for hele spilbranchen, og med etableringen af Spilreklamenævnet videreføres dette konstruktive samarbejde. Ambitionen i Spilbranchen er, at branchen i fællesskab kan skabe en bedre markedsføringskultur, øget ansvarlighed og fælles retningslinjer. 

Morten Rønde er adm. direktør for brancheforeningen for online udbydere i Danmark, og han ser frem til, at nævnet nu bliver til virkelighed.
I spilbranchen har vi en fælles ambition om at skabe en sund kultur omkring spil, og her mener vi, at et reklamenævn er et vigtigt tiltag. Vi er vores ansvar meget bevidste, og branchens tiltag om selvregulering er udtryk for, at vi konstant afsøger mulighederne for at bevæge os i en mere ansvarlig retning” fortæller han.

Spilreklamenævnet søges sammensat af repræsentanter for forbrugere, behandlere af ludomani, eksperter og branchen selv, og der sigtes mod at få udpeget en dommer som formand for nævnet. Det er allerede nu muligt at indgive en klage på nævnets hjemmeside, spilreklamenævnet.dk. Dog vil de første klager først blive behandlet, når spilreklamenævnet har konstitueret sig i løbet af de kommende måneder. 

Sekretariatet for Spilreklamenævnet vil blive huset hos erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen HORESTA.

Bag Spilreklamenævnet står spilbranchen.

Spilbranchen består af:
CEGO A/S, Spilnu.dk A/S, Danske Lotteri Spil A/S, DLI, Elite Gaming A/S, Dansk Automat Brancheforening, Dansk Kasinoforening, Danske Spil A/S, Det Danske Klasselotteri A/S, Landbrugslotteriet, Royal Casino, Varelotteriet og Danish Online Gambling Association


Compliance Manager Thomas R. Larsen
  • ansvarligt spil
  • spilreklamenævn

Andre artikler og presse